Udgiv din engelske lydbog på Amazon/Audible m.v.

Få din engelske lydbog på Amazon og Audible

Et af vores helt store mål for året 2023 er at få alle 3 bøger i Strung-trilogien udgivet som lydbog.

Eftersom det er en stor investering (læs mere om priser nedenfor) har lydbøgerne ikke haft den helt store prioritet hos os. Men der er efterhånden rigtig mange, der spørger til, om trilogien er på Audible. Og det viser jo, at der er en læsergruppe (lyttergruppe), der gerne ville lytte til bøgerne.

Jeg har diskuteret det lidt med én af vores amerikanske forfatterkolleger, der skriver i nogenlunde samme genre, og for ham udgør lydbøgerne 25% af hans royalties. Selvom jeg ikke tror, at vi kan forvente en lige så stor andel, så ser jeg flere fordele i at få bøgerne udgivet som lydbøger nu:

  • Vi når en ekstra målgruppe med de annoncer, vi allerede kører (fb og synlighed på TikTok)
  • Når lydbøgerne har fået tjent sig selv hjem vil de forhøje vores samlede royalties
  • Mange i branchen forventer, at lydbøger i fremtiden vil udgøre en endnu større andel af markedet, så vi vil gerne løbende have udgivet Pers bøger som lydbøger

Hvilken platform skal man udgive sin lydbog på?

Når man udgiver sin e-bog og paperback via Amazon, så er den vigtigste lydbogsplatform Audible. Det er Amazons egen platform, og når din lydbog er på Audible kan du også købe den som lydbog direkte via din Amazon produktside.

Og nu bliver det en smule indviklet.

For at få din lydbog på Audible skal du nemlig udgive via ACX. Det er en stor platform, hvor man både kan udgive sine egne lydfiler, men hvor man også kan få hjælp til at vælge en lydbogsindtaler og meget mere.
Man kan også her vælge at være ‘eksklusiv’, så man kan få en større andel af royalties. Det lyder altsammen rigtig godt … MEN …

Man kan kun udgive via ACX, når man bor i nogle bestemte lande, og her er Danmark og Spanien (hvor vi bor) ikke en del af.

Så eftersom vi ikke har kunnet udgive via ACX har jeg måttet finde alternative måder at få lydbogen udgivet, og her har jeg (efter at have læst flere anmeldelser og talt med kolleger) kommet frem til, at  Findawayvoices.com er den bedste løsning.

Findawayvoices tillader, at man udgiver via dem, uanset hvor man bor. Man kan enten selv uploade sine lydfiler eller bruge deres platform til at finde en indtaler, og så sørger de for at distribuere lydbogen til ACX/Audible, Scribd, Spotify og mange andre distributører, som du kan se en fuld liste over via dette link.

Ligesom andre distributører tager Findaway også en bid af kagen, nemlig 20%. Standardudregningen er, at salgsplatformen tager 50% og herefter fordeles resten med 20% til Findaway og 80% til dig. Sælger du en lydbog til 10 dollars får du altså 4 dollars. Dette er blot et eksempel, for normalt er lydbogspriserne en del højere, og kommer meget an på længden.

Hvordan finder man en indtaler til sin engelske lydbog?

Som jeg nævnte ovenfor kan man vælge at bruge Findawayvoices’ egen platform til at finde en indtaler. Min mand og jeg gennemgik alle de indtalere, der passede til vores krav, og vi fandt da også en håndfuld interessante, men jeg skal advare om, at deres søgefunktion ikke er den bedste :-). Og generelt syntes vi, at prisniveauet var en del højere end på Fiverr.com, hvor vi også fandt nogle interessante indtalere.

Hvad man søger efter hos en indtaler er selvfølgelig ret individuelt. Både min mand og jeg kan godt lide en ret airy/smooth stemme, så det var denne type, vi lyttede efter. Derudover skulle indtaleren have en god rytme, kunne lave en voksen mandestemme (samt diverse bipersoner) og have en nordamerikansk accent. Og så var det vigtigt, at lydkvaliteten var i orden.

Vi fik en del prøver fra forskellige indtalere på Fiverr, men da vi fandt den rette indtaler, var vi ikke i tvivl. Både hans fortæller-stemme og hovedpersonens stemme sad lige i skabet, og der var slet ikke noget støj, så lydkvaliteten var også i top.

Derudover var prisen også fornuftig.

Det foregår typisk således, at man kan få en prøve indtalt, og den bruger man så til at komme med justeringer og tilpasninger. Herudover er det en god idé at give indtaleren en oversigt over personer i bogen og en beskrivelse af, hvordan hver person skal lyde, relevant baggrund osv.

Herefter går indtaleren så i gang, og man modtager de færdige filer til gennemlytning.

Det er normalt, at der er små fejl undervejs – måske er indtaleren kommet til at springe et ord over, eller der er noget, der udtales anderledes, end du ønsker det. Derfor er det en god idé at lytte alting igennem samtidig med, at du sidder med manuskriptet, så du kan tjekke, at alt er ok.

Hvis der springes over et ord, der ikke er vildt relevant, vil man måske ikke bede om at få det rettet. Men er der noget meningsforstyrrende, så skal det selvfølgelig rettes, og det er også vigtigt at sørge for, at der i aftalen er inkluderet mindst 1 revision, så du netop kan få rettet sådanne fejl.

I vores tilfælde havde vi en vigtig person, der først kom ind halvvejs inde i første bog. Så vi aftalte med lydbogsindtaleren, at når han gik i gang med denne person skulle han lige straks sende et lydklip, så vi kunne være enige om denne persons stemme inden han fortsatte. Så denne slags ting er det også muligt at aftale med sin lydbogsindtaler, i hvert fald hvis man har den direkte kommunikation som på Fiverr.com.

Husk også at sørge for, at det fremgår i aftalen, at det afleverede lever op til ACX’ krav og nævn gerne, at det skal udgives via Findawayvoices, så indtaleren er klar over hvilke krav der er.

Hvad koster det at få indtalt en engelsk lydbog?

Den første bog i Strung-trilogien er ca. 54.000 ord.

På Findaway-voices fandt vi nogle gode indtalere fra 1.100-2.000 dollars. På Fiverr fandt vi nogle fra 700 dollars og opefter.

Ham, som vi endte med, koster 1.000 dollars for den første bog. Det er en god pris i forhold til resultatet, vi har modtaget.

Han ligger bestemt ikke i den dyre ende, men han var heller ikke den billigste. Men vi kiggede på stemmen, kommunikationen og hans erfaring. Og helt fra opstarten har det været tydeligt, at han har stor erfaring med indtaling af lydbøger. Han forstår vores instrukser til stemmerne, og resultatet er simpelthen så godt. Vi er SÅ glade for at arbejde sammen med ham og vi er helt trygge ved ham. Det er jo alligevel lidt intimiderende for en forfatter at lægge sin fortælling over i en anden mands stemme, men han startede med at læse bogen igennem for at få en fornemmelse af karaktererne, og hver gang han introducerer en ny karakter lyder denne faktisk helt, som vi havde forestillet os.

Dele udgifterne med indtaleren

Det er også en meget benyttet mulighed, at man enten deler udgiften 50/50 med indtaleren, eller at indtaleren dækker alle udgifterne men i en periode så også får alle royalties.

I sådanne situationer er der så nogle vilkår, der gør, at indtaleren har risikoen, men hvor det så også er indtaleren, der får royalties. Enten i en periode, eller en procentdel til evig tid. Dette vil så stå i aftalen.

Vi valgte at betale indtaleren et fuldt honorar og få 100% af royalties, men jeg kan godt se, at for mange vil det give mening at få udgivet sin lydbog uden nogen udgifter og med håbet om en (mindre) andel på et senere tidspunkt. Så har forfatteren ikke nogen økonomisk risiko.

Jeg ved, at Findawayvoices på deres platform har den mulighed, der hedder ‘Voicesshare’, der er sådan en dele-løsning.

Hvor lang tid tager det at få sin lydbog på Amazon, Audible m.v.?

For en lille uges tid siden uploadede vi lydbogsfilerne til Findawayvoices, og blot et par dage efter fik vi at vide, at bogen var blevet godkendt i kvalitetstjekket og var på vej ud i distribution. De skriver, at det typisk vil tage 2-4 uger. Dog lidt længere tid for Audible, eftersom filerne skal igennem nogle ekstra tjek hos ACX.

Men vi afventer spændt, og i mellemtiden er indtaleren gået i gang med bog nr. 2 i Strung-trilogien.

Hvilke skridt skal man igennem for at udgive sin engelske lydbog?

Da vi gik i gang med at undersøge processen med at få bogen på Audible stødte vi på et par udfordringer, hvilket har gjort processen lidt længere for os. Af samme grund skriver jeg denne artikel, så du kan læse den research vi har lavet, og så du ikke behøver at få de samme udfordringer :-).

  1. Find platformen som skal udgive/distribuere lydbogen. Findawayvoices er en mulighed, hvis man bor i Danmark, men der findes også andre, du kan kigge på.
  2. Få lydbogen indtalt. Dette kan ske via forskellige platforme. Vi valgte en indtaler fra Fiverr, så vi fik en bedre pris og følte at vi havde lidt mere kontrol over processen. Men det kræver, at man som forfatter/udgiver følger tæt med i processen og tjekker resultatet.
  3. Upload al data om bogen og alle filerne til platformen, hvor du udgiver. Dette kan godt være en lidt langhåret proces, men ofte findes der guides eller videoer fra distributøren.
  4. Afvent, at lydbogen bliver distribueret rundt.

Et par ekstra tips til udgivelse/markedsføring af sin lydbog

På Findawayvoices får man et antal koder til gratis download af lydbogen. Dem kan man bruge til at dele ud til relevante læsere/lyttere, udlodde i en konkurrence eller lignende.

På Findawayvoices valgte vi deres Plus-løsning, hvor vi udgiver lydbogen eksklusivt hos dem, men hvor vi så får mulighed for at være med i nogle markedsføringstiltag. Dette glæder jeg mig til at kigge på, når lydbogen er ude hos distributørerne.

2 kommentarer til “Udgiv din engelske lydbog på Amazon/Audible m.v.

  1. Erik Nielsen siger:

    Hej

    Jeg er forfatter til flere bøger. Nogle er udgivet på forlag, andre har jeg selv stået for. Jeg har fået rettighederne til mine egne bøger. Jeg vil gerne udgive dem som lydbøger. Da jeg er tidligere radiovært og journalist, mener jeg slev, at jeg kan stå for det. Jeg har fundet Hindenburg at tale det ind i. Men hvordan kommer man videre med dansk lydbog, når den først er indtalt. Skalk man have en host ligesom ved podcast..og hvilke platforme skal man dernæst bruge ? Kan I hjælpe med et råd

    • admin siger:

      Så vidt jeg ved (jeg har ikke selv uddgivet lybøger i Danmark), så kan man blot uploade dem til distribution via Publizon (som man gør med sine ebøger). Udfordringen er så måske at få aftaler i hus med streamingaftalerne.

      Mvh. Sarah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *