Da jeg første gang stødte på snak om ‘promo sites’ og ‘Boobbub Featured Deal’ anede jeg simpelthen ikke hvad der mentes eller hvad disse sites skulle bruges til.
Især David Gaughran i sin bog ‘Amazon Decoded‘, forklarer rigtig fint hvordan man bruger disse promo sites i sin markedsføring. Jeg vil klart anbefale at læse hele Davids bog, men her får du hovedpointerne af mig.
Der findes en lang række sites, der hver dag sender nogle ufatteligt gode bogtilbud ud til deres nyhedsabonnenter. For det meste med bøger der koster 0.99 cents eller er helt gratis. Og disse sider har så meget store lister med læsere, der modtager disse mails (mange har 50.000, 150.000 eller 250.000 modtagere, og læserne er opdelt efter genre, så de er meget relevante). Eftersom e-bøgerne jo er virkelig billige (eller gratis), er der mange af disse modtagere, der rent faktisk går ind og køber e-bøgerne til denne nedsatte pris. Og når man får sådan et boost af salg, så stiger man jo rigtig meget i rankingen på Amazon, hvilken igen får Amazon til at anbefale/vise din bog oftere, hvilket er grunden til, at man gerne vil have dette boost.
Men her er finten så …
Amazons algoritme regner det ikke for særlig fedt, hvis du blot har en stor stigning i dine salg på en enkelt dag. Så ved algoritmen, at du lige har fået et enkeltstående boost, og så ryger bogen ret hurtigt ned ad ranglisten igen. Har du derimod et stort salg i flere dage i streg, er der bedre chance for, at Amazon ser din bog som værende virkelig værdiful (= flere organiske visninger til købere). Derfor taler man om det, der kaldes en ‘stacked promotion’, hvor man har mange promo sites til at sende mails ud i en 5-dages periode, samtidig med at man måske også selv sender ud til egen nyhedsbrevsliste osv.
For ifølge de kloge (dem, der har skrevet bøgerne ;-)), så skal der gerne være et stort salg i 5 dage i streg – gerne med en lille stigning til sidst – for at din bog bliver højt oppe på ranglisten i længere tid.
Og du vil gerne have, at bogen forbliver højt oppe i så lang tid som muligt, for når din promotion er overstået og din bog er tilbage på normalpris – men stadig ligger højt oppe på ranglisten og derfor får mange salg – så er det her, at man kan tjene nogle penge, inden bogen falder derned, hvor den ‘plejer’ at være med den markedsføring, du normalt kører, når du ikke har en promo-uge.
Og hvorfor kunne man så finde på at give en bog væk til 0.00 i sådan en promoveringsrunde, tænker du måske? Den strategi, jeg ofte har set, er, at når man har en serie på 3, 5 eller flere bøger, så kan det godt betale sig at give den første væk gratis (selvom det koster et par hundrede dollars at lave promoveringen), fordi læserne så bliver hooked og gerne betaler fuld pris for de næste bøger i serien. Denne strategi har jeg også set benyttet f.eks. ved lancering af den 4. bog i en serie – så sætter man den første ned til 0 dollars i en 5-dages-periode men får så mange køb og læsninger af resten af serien, at man stiger i ranking på både den første bog og den ny-lancerede, så man får en god lancering.
Se f.eks. denne case, som Matthew Holmes lavede ved lancering af nr. 4 i en serie.
Der er dog et par ting, du lige skal være opmærksom på:
- Hver af disse promo-sites tager (selvfølgelig) en pris for at vise din bog til deres læsere. Prisen varierer fra site til site.
- Hvis du er i Kindle Select, så kan du for hver 90-dages-periode (din bindingsperiode) lave en ‘Kindle Coundown Deal’ hvor du kan sætte din bog helt ned til 0.99 cents men stadig få 70% royalty. Det er perfekt at lave nogle promo-dage hvor du bruger en Coundown Deal, så du får mest mulig royalty. Sætter du bare prisen ned til 0.99 på normal vis, så får du kun 35% i royalty pr. salg og så skal du sælge mange flere e-bøger for, at du tjener penge på det.
- Du kan tidligst køre en Countdown Deal 30 dage efter, at bogen er tilmeldt Kindle Select og senest 14 dage før 90-dages-perioden udløber. Desuden må du ikke have ændret din pris i 30 dage før du kører din Countdown Deal. Så der er mange ting, du lige skal have på plads, inden du beslutter hvornår du vil køre din promo og begynder at booke de forskellige promo sites.
- Nogle promo sites kan være tæt booket op, så det er godt at være ude i god tid. Dog kan jeg huske at én ikke vil booke mere end 30 dage frem, så det er en balancegang :-). Nogle steder kan du vælge dato ved booking, andre skal du vælge en foretrukken dato, og så melder de tilbage, om de har plads denne dato. Så det er lidt af et puslespil.
- Går der noget galt og du er nødt til at flytte din promo, så er de fleste sites søde til at hjælpe med at flytte datoen, hvis blot du giver besked i god tid (gerne flere uger før datoen).
- Det er åbenbart sket relativt ofte, at Amazon ikke får sat prisen ned straks når de bør (når du har sat din Countdown Deal til at starte), og der er derfor mange, der først starter med promo-sites på andendagen for deres Deal. Eller som måske har en mindre deal på førstedagen, bare i tilfælde af, at teknikken glipper og prisen ikke er sat korrekt ned.
- Jeg har i diverse Facebook-grupper efterhånden set mange cases, hvor folk kører en 5-dages-periode med et promo-site hver dag. Generelt er de glade, hvis salget på dagene nogenlunde dækker udgifterne, men det behøver ikke at give det vilde overskud, for det er i perioden bagefter, at man kan se ekstra salg og en bølge af Kindle Unlimited-sidelæsninger.
Disse er de promo sites, jeg har set ofte brugt og anbefalet:
Bookbub (den største, der findes)
|
ManyBooks, 29$ (175.000 modtagere)
|
Robinreads, 65$,109.000 modtagere))
|
Bargain Booksy, 65$ (231.000 modtagere)
|
Ereader News Today (ENT), 40$ for horror
|
Fussy Librarian, 21$ + Horror for 15$ til halv pris (134.000 modtagere)
|
Bookbarbarian, 35-55$ (kun sci-fi eller fantasy)
|
FKBT |
Book Doggy, 20$ |
My Book Cave, 32$ (71.600 modtagere)
|
Ereader IQ, 20$ (37.000 modtagere)
|
Awesome Gang, 10$ (39.000 modtagere)
|
Booksends, 50$ (57.500 modtagere)
|
Books Butterfly, 90$ (87.000 modtagere)
|
Book Adrenaline (mindst 10 anmeldelser). Pris 20$, 55 solgte i gennemsnit (32.500 modtagere)
|
OBS – de nævnte priser er for thriller-genren, men varierer alt efter genre.
På hver af deres hjemmeside kan du se deres priser og deres betingelser for at medtage din bog i en promovering.
Bookbub Featured Deal
Den sagnomspundne ‘Bookbub Featured Deal’ er sådan en big deal, at den fortjener et afsnit helt for sig selv :-).
Bookbub er tilsyneladende en kæmpestor portal i USA med mange besøgende, der leder efter bøger der. Har man en authorprofil kan man også oprette Bookbub Ads direkte på platformen, faktisk.
Men det, der er mest relevant i denne sammenhæng er de mange, der modtager deres nyhedsbrev med gode deals. For de har virkelig mange. Over en million modtagere, har jeg hørt.
Så man booker ikke blot en promo med Bookbub. ligesom man gør med de andre sites.
Faktisk kan man oprette sig som authorprofil på siden, og så man man allernådigst ansøge om at få lov til at være med i en featured deal. Men de har meget strenge krav. Jo flere anmeldelser du har, jo bedre, og hvis bogen er tilgængelig på mange platform (dvs. ikke er Kindle Select), så har du også større chance for at blive valgt.
Jeg har for nyligt læst et opslag fra én, der havde ansøgt hver måned i 3 år men først nu blev godkendt. Hun mente selv at det, der gjorde udslaget, var at hun var nået op over 100 anmeldelser på bogen, der blev udvalgt.
Så har du fornemmelsen af, hvor svært det er at blive udvalgt :-).
Anyway, man siger, at hvis man får en BBFD, så skal man bare tage imod den (nærmest uanset hvilken dato de tildeler dig), og så skal du sætte himmel og jord i bevægelse for at booke andre promo sites til at bygge op omkring din BBFD, så du ikke får et enkelt spike men derimod mindst 5 dage med godt salg.
Det er også noget dyrere at få en BBFD (400 dollars og opefter, tror jeg), men i alle cases siger de, at det er nemt tjent hjem, og at det er vildt meget værd i forhold til ranking.
Så jo jo, nu har jeg ansøgt om at få min mands thriller med en dag – med forventning om at blive afvist de første mange måneder – for det kunne da være virkelig spændende at prøve sådan en Bookbub Featured Deal :-).